fbpx

Blæsten går frisk

DAGSPROGRAM OG BESTILLING

Kanalfogedhus - Blæsten går frisk langs Limfjorden

Ved Løgstør smager vi kryddersnapse ved Frederik 7.´s kanal.

På oplevelse langs Limfjorden

Vi kender godt sangen: “Blæsten går frisk over Limfjordens vande.” Erik Bertelsen skrev teksten, og han kendte til blæst, for han var fra Harboøre.

Vi kender også ”Du danske sommer, jeg elsker dig.” Det var Thøger Larsen, der skrev teksten. Han boede i Lemvig. Og så var han i øvrigt ivrig amatør-astronom.

Der har også været Jeppe Aakjær. Johs V. Jensen. Thit Jensen. I.P Jacobsen. Johan Skjoldborg. Buchholtz, Sandemose. Listen over forfattere, der udfoldede sig langs Limfjorden, er lang. Og den dag i dag er det skiftende landskab omkring Danmarks længste fjord fyldt med forfattere.

Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen

Derfor går Limfjordsforfatterne som en rød tråd gennem 5 dages tur rundt om fjorden. Fra den stemningsfulde marina i Lemvig til muslingebyen Løgstør. Fra Jeppe Aakjær hjem til Johannes V. Jensens museum. Fra vikingetidens Aggersborg til nutidens vingård på den mineralholdige jord.

Vi krydser Limfjorden med flere af de små færger.

De skiftende landskaber langs Limfjorden er mærkværdige. Sikkert derfor findes der et sagn om fjordens tilblivelse: En ung, fornem frue havde pralet med, at hun ville sætte en søn i verden, som var et bedre menneske end Kristus. Som straf for denne bespottelse fødte hun et kreatur i svine-skikkelse. Svinet voksede sig så stor, at når det rodede efter olden i skovbunden, stak børsterne på ryggen op over trætoppene.

Limgrisen – som den hed – pløjede dybe furer i jorden på tværs af landet, og til sidst nåede det frem til kysten, og vandet skyllede ind og dannede Limfjorden.

Voila! Limgrisens endeligt afsløres på turen.

Tidspunkt: August-september 2024

Afrejse: Høje Taastrup station, opsamling i Aarhus.

Pris : Afventer

Tillæg for enkeltværelse: Afventer

Blæsten går frisk

Dag 1 Limfjordens hovedstad

Der er afgang fra Høje Tåstrup station om morgenen klokken 9.

Vi sejler med Molslinjen, og i Aarhus er der opsamling ved Margrethepladsen, Musikhuset. Frokosten ved Aarhus er inkluderet.

Ud på eftermiddagen dukker Limfjorden op i det fjerne – og snart ser vi de hvidkalkede mure af Vitskøl kloster. Vi skal bo på et af Nordeuropas ældste klostre. Og mere end det: Vi får en unik oplevelse. Vitskøl kloster er i dag indrettet til at uddanne og træne unge, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er eleverne, der vedligeholder kloster, driver gartneri, passer dyr – og laver mad til gæsterne.

Efter indkvartering kan vi nå en gennemgang af Vitskøl kloster. Det har været imponerende stort, og var kendt for læge- og krydderurter, for cisterciensermunke anlagde haven sammen med klostret i året 1158.

Om aftenen serveres 2-retters menu i den gamle kirkesal.

Dag 2 Vikinger og vin

Vi kører de få kilometer til Aggersund. Limfjorden var vikingetidens motorvej. Og fra Aggersborg kunne man kontrollere al skibstrafikken på den smalle fjord. Vi får den utrolige historie bag det store anlæg.

Så kører bussen over Aggersundbroen til muslingebyen Løgstør. De blå muslinger fra Limfjorden er en delikatesse i dag, men sådan har det ikke altid været. Hvorfor det gik sådan, får vi styr på hos Karen Skovbøll på Kanalfogedens køkken.  Her kan vi smage muslinger, tilberedt på forskellige måder. Kan du ikke li´ muslinger?  Bare rolig: Frokosten er stedets lækre specialiteter: Fisk, charcutteri og ost – og de friske muslinger som en sidegevinst. Og den er inkluderet i rejsens pris.

Vi er ikke færdige med Løgstør. Frederik 7. kanal blev gravet med håndkraft midt i 1800-tallet, fordi sejlrenden i selve fjorden var sandet til. Vi går en tur langs kanalen, der samtidigt er vækststed for mange urter og bær. Er der nogen, der tænker på kryddersnaps nu? Jamen så værgo´ og smag! Det lokale museum har nemlig indlagt smagsprøver på lokale snappe i deres fortælling om kanalen og Løgstør by.

I tilfælde af dårligt vejr tager vi hele fortællingen inden døre. Og der er forhåbentlig tid til at slentre lidt langs Det Historiske Bådebyggeri eller på museet, inden vi kører videre.

Findes der en vingård med udsigt over Limfjorden?

Ja, det gør der. Glenholm producerer rød-, hvid- og rosévine, likører og cognac. Glenholm er blandt pionererne i dansk vin produktion. Det er et familieejet vineri, og vi får en rundvisning i marker og vineri. Til sidst sidder vi i drivhuset, med udsigt over Limfjorden, og smager 4 af Glenholms vine.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på Vitskøl kloster. Middag i kirkesalen om aftenen.

Dag 3 “Jens Vejmand” og “Kongens Fald”

Dagen er helliget to af de største forfatternavne med tilknytning til Limfjorden: Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

Først kører vi lidt ind i landet – til Farsø. De næste par timer er vi i selskab med søskendeparret Johannes V. Jensen og Thit Jensen – og en omviser på museet fortæller om deres liv.

Johannes V. Jensen er en af kun 3 danskere, der har modtaget Nobels Litteraturpris. De mest kendte romaner er Kongens Fald og Den lange Rejse, men der var også novellerne Himmerlandshistorier, og sangtekster som Hvor smiler fager den danske kyst og – En sømand har sin enegang!

This Jensen var forfatter, foredragsholder og kvindesagsforkæmper. De to søskende havde et anstrengt forhold til hinanden, men det hører vi mere om under besøget. Og meget passende begynder besøget med en frokost (inkluderet), inspireret af et digt af Johannes V. Jensen: 4 halve stykker, en øl og en snaps!

Med færgen Hvalpsund-Sundsøre kommer vi over Limfjorden til Salling, og efter ganske få kilometer drejer vi ned af den lille vej ved stenfiguren af Jens Vejmand.

Vi skal på Jenle.

Jenle var Jeppe Aakjærs hjem, kendt viden om for Jenlefesterne, som Jeppe og hustruen Nanna initierede. Den dag i dag afholdes Jenlefesten hvert år i august for at holde liv i Jeppe Aakjærs ånd. Han var agitatoren, den indignerede, socialt indstillede taler, selv om mange sikkert nikker mest genkendende, når man opremser hans sange: Jeg er havren, Jens Vejmand, Jeg bærer med smil min byrde, Sneflokke kommer vrimlende, I sne står urt og busk i skjul, Ole sad på en knold og sang.

Vi hører om Jeppe Aakjærs liv på en guidet rundvisning i små hold.

Så kører vi tværs over Salling, og laver et enkelt stop mere for at høre en – måske – overraskende historie, inden vi er ved hotel Sallingsund Færgekro. Indkvartering og middag på hotellet.

Dag 4 Livets gang i Lidenlund

Endnu en lille færge. Denne gang overfarten ved Næssund, som er det smalle sund mellem Mors og Thy.

På den anden side ligger Statens Museum for Kunst.

Nå ja – ikke det store. Men en filial af museet!

Det er blevet til efter en idé fra en lokal turistchef, og ved at blive realiseret i pakhusene ved Doverodde købmandsgård – blandt andet takket være en donation fra Mærsk-fonden på 37 millioner kroner. Vi hører om projektet, når vi nu alligevel er her – og hvis vejret er til det, kan vi komme op i den 42 meter høje silo og nyde udsigten over Limfjorden.

Vi skal med endnu en færge: Agger-Thyborøn.

Her løber Limfjorden ud i Vesterhavet, og i klitterne ved Thyborøn går vi en tur på egen hånd i mindeparken for verdenshistoriens største søslag i 1916. Sneglehuset er en af landets mest særprægede udsmykninger. Det må vi forbi, inden vi bænkes til frokost i nogle omvendte fiskekuttere. Bare rolig – bag den unikke indretning gemmer restaurant Mallemukken sig.

Nu venter Lidenlund på os!

Både kunstneren Gantriis´ sjove tegneserie – og byen Lemvig i det hele taget. Vi har en nat på det nyrenoverede hotel Lidenlund, men allerførst koncentrerer vi os om Thøger Larsen. Husmandsdrengen, der blev en af Danmarks kendte digteren og skrev to af de mest elskede sommersange, var et helt særligt menneske, der gjorde sig dybe tanker om livet, døden og universet. Skal vi lige repetere sangene: ”Danmark nu blunder den lyse nat ” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”.

Vi ser hans arbejdsstue på Lemvig museum, inden vi strækker ben på en vandring i tegneren Henning Gantriis fodspor. Guide på turen er Lemvig Museums formidler Lars Mathiesen og vi hører om udvalgte steder i hans ”Lidenlund”.

Middag på hotel Lidenlund om aftenen.

Dag 5 Venø – en ø i Limfjorden

Vi er ikke færdige med Lemvig. I 2022 åbnede et nyt museum for guldalderkunst i byen. Det skyldes især mere end 700 malerier, skænket af den lokale kunstsamler Frank Nicolaisen. Dén historie skal vi have med os, inden vi kører videre.

Turens sidste færge tager 1. minut i sejltid. Den bringer os over til Venø. Vi aflægger visit hos Venø Seafood og hører om østers, hummer og opdræt af fisk i det hele taget.

Og efter et kig ind i Danmarks mindste kirke slutter vi af ved øens lille havn – og havnecafeen, hvor Dorte og Claus disker op: Frokosttallerken med smagen af Venø. Det vil sige Venø-kartofler, Venø-lam og diverse tilbehør.

Midt på eftermiddagen kører vi tilbage til udgangspunktet i Høje Taastrup, med stop i Aarhus.

PRISEN INDEHOLDER

Indkvartering i delt dobbeltværelse 4 nætter

Måltider: 4 x middag, 5 x frokost

Al transport

Alle entreer

Guidede rundvisninger ifølge program

Rejseleder

IKKE INKLUDERET:

Drikkevarer til måltider

Personlige udgifter