DAGSPROGRAM OG BESTILLING

Vi har en nat på hotel Skarrildhus
Hede-eventyret og kongerne Svend, Knud og Valdemar
Helt ærligt: Hvornår har vi sidst været på opdagelse i det midtjyske?
Der er rigeligt at se. På denne tur ser vi de jyske landskaber og kommer vidt omkring i Danmarkshistorien.
I Kongenshus Mindepark hører vi om opdyrkningen af heden, som begyndte lang tid før Dalgas formulerede det kendte slogan ”Hvad udad tabes, må indad vindes”. Et særligt kapitel er kalkminerne i egnen vest for Viborg, og vi går under jorden i Mønsted – men kommer også op igen for at se endnu et stykke industrihistorie: Brunkulslejerne i Søby.
Grathe Hede
Et par begivenheder i Danmarks historie knytter sig til denne egn: Slaget på Grathe Hede og Mordet i Finderup Lade. På turen kommer vi ind på begge. Undervejs falder der også beretninger af om kartoffeltyskere, om Kgl. Privilegerede Kroer – ja, selv et stænk Morten Korch sniger sig ind i programmet.
Det var H.C. Andersen, der formulerede sætningen ”Skynd dig, kom, om føje år, heden som en kornmark står”. Tæt på 200 år senere kan vi godt skynde os til det midtjyske, for der er meget at opleve. Vi bor godt i henholdsvis Viborg og Skarrild, syd for Herning. Alle måltider er inkluderet, og vi runder det hele af med kunst: Gavlmalerierne i Brande.
Tidspunkt: Ingen fastsatte datoer
Afrejse: Høje Taastrup station og Musikhuset, Aarhus
Pris: Afventer
Tillæg for enkeltværelse: Afventer
Skynd dig, kom! - 30. august til 1. september 2022
SKYND DIG, KOM!
Dagsprogram
Dag 1 – Svend, Knud, Valdemar og mordet i Finderup
Med start fra Høje Taastrup station midt på formiddagen ruller vi til Sjællands Odde og tager færgen til Aarhus. Mens vi sejler, behøver vi ikke kede os. Frokosten i færgens restaurant er inkluderet. På denne måde vinder vi tid, så vi hurtigt når frem til Grathe Hede.
Hvordan var det nu lige, det var med slaget ved Grathe Hede? Vi genopfrisker en af Danmarkshistoriens drabelige begivenheder ved monumentet, der står mellem Silkeborg og Viborg.
Året var 1157, og der var borgerkrig i Danmark mellem 3 kongsemner: Svend, Knud og Valdemar. Fortsættelse følger. Dels ved monumentet, som I er blandt de første til at opleve efter en total renovering. Dels på Blicheregnens museum, som vi finder få kilometer derfra. Her er en permanent udstilling, ”Kampen om magten”, og vi hører om de fund, der er gjort ved udgravninger på Grathe Hede.
Ganske få kilometer derfra ligger byen Frederiks. Midt i 1700-tallet hentede regeringen 1000 tyskere fra Rhin-egnen til Danmark. De skulle opdyrke heden, blandt andet i Midtjylland. Det blev en barsk tilværelse for dem. Mange vendte tilbage til Tyskland – eller tog til Rusland, hvor de håbede på bedre kår.
Historien om kartoffeltyskerne fortælles i Frederiks, hvor kirkegårdens grave vidner om den betydning, de tyske indvandrere fik for egnen.
Indkvartering på Golf Hotel, der ligger skønt ved Søndersø i Viborg. Middag på hotellet.
Dag 2 – En kalkmine, en hede og en festlig kro
Nu vi er ved Danmarkshistorien: Der var jo også mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade. Igen befinder vi os i det midtjyske, så kom ikke og sig, egnen er kedelig!
Laden i Finderup er væk, men historien er der fortsat, og vi genopfrisker den som det første stop på dagens tur. Dernæst fortsætter vi få kilometer mod vest.
Verdens største kalkmine findes i Midtjylland, og vi går under jorden for at opleve den. Mønsted kalkgruber leverede middelalderens byggemateriale, brændt kalk, til byggeriet af mere end 2.000 stenkirker herhjemme. Og senere til stort set alt byggeri i Jylland. Det blev en industri, som varede indtil 1978.
Vi tager en guidet rundvisning i minegangene, og der er nok af dem: 60 km. Nogle så små, at et menneske ikke kan stå oprejst. Andre så store som domkirker. Rundvisningen varer 1 time.
Efter en kort tur svinger vi ind til Kgl. Privilegeret Grønhøj Kro for frokost – og det er klassisk, dansk mad, vi styrker os med. Værtsparret er 5. generation på stedet, og krofatter Gregers fortæller om kroens historie, ja, mere end det, han griber gerne guitaren og giver en sang. Måske bliver det en fællessang.
Bagved kroen har han åbnet to museer. I det ene opbygges en kopi af et tyskerhus, som det så ud i 1800-tallet. I det andet museum kan vi føle os tilbage i en tid, mange husker: Morten Korchs Danmark. Grønhøj kro er et spændende besøg, og vi giver os god tid her
H.C. Andersen står bag verselinjerne ”Skynd dig, kom, om føje år; heden som en kornmark står”. Men i Kongenshus Mindepark kan vi stadig opleve heden, som den lå hen over landet for et par hundrede år siden. Bussen kører os ind til midten af parken. Herfra er der en skøn gåtur gennem mindedalen, hvor bautasten for hvert herred i Jylland fortæller om dén egns pionerer i at opdyrke heden. Gåturen er på 2 små kilometer i alt.
Sidst på eftermiddagen går turen udenom Herning og indkvarteres på hotel Skarrildhus, der ligger smukt ned til Karstoft å, midt i et stort park-anlæg. Middag på Skarrildhus.
Dag 3 – Kul og kunst
Efter morgenmaden kører vi få kilometer fra Skarrild til Søby brunkulslejer, hvor vi møder endnu et stykke midtjysk kulturhistorie.
Fra begyndelsen af Anden Verdenskrig frem til 1970 blev der udvundet brunkul i Søby. Muligheden for at tjene penge ved hårdt arbejde i lejerne tiltrak mange hundrede eventyrlystne mennesker. Der opstod et lettere lovløst, klondyke-lignende samfund. Vi får en guidet rundvisning i området, hvor der blandt andet står autentiske boliger fra 1940´erne.
Ad de mindre, midtjyske veje kører vi gennem en del skov- og plantage. Frokosten tager vi et passende sted (inkluderet), og først på eftermiddagen er vi nået til Brande.
I 1968 blev gavlmalerier begyndelsen på en ny æra i byen. De moderne og farvestrålende kunstværker på byens gavle gav byen opmærksomhed og omtale. Gavlmalerierne var med til at sætte fokus på den lille midtjyske stationsby og slå dens navn fast som kulturby.
I dag er der fortsat farvestrålende gavlmalerier i Brande, og byen holder hvert år en international Street Art festival i juli. På en guidet vandring får vi historien om Brande som kulturby serveret.
Turen går nu mod Sjælland, og vi er tilbage i Høje Taastrup omkring kl. 18.
Inkluderet i turens pris:
2 overnatninger i delt dobbeltværelse
Alle måltider
Transport i bus
Alle entreer og rundvisninger
Rejseleder