fbpx

Blæsten går frisk

DAGSPROGRAM OG BESTILLING

På oplevelse langs Limfjorden

Vi kender godt sangen: “Blæsten går frisk over Limfjordens vande.” Erik Bertelsen skrev teksten, og han kendte til blæst, for han var fra Harboøre.

Vi kender også ”Du danske sommer, jeg elsker dig.” Det var Thøger Larsen, der skrev teksten. Han boede i Lemvig. Og så var han i øvrigt ivrig amatør-astronom.

Der har også været Jeppe Aakjær. Johs V. Jensen. Thit Jensen. I.P Jacobsen. Johan Skjoldborg. Buchholtz, Sandemose. Listen over forfattere, der udfoldede sig langs Limfjorden, er lang. Og den dag i dag er det skiftende landskab omkring Danmarks længste fjord fyldt med forfattere.

Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen

Derfor går Limfjordsforfatterne som en rød tråd gennem 5 dages tur rundt om fjorden. Fra den stemningsfulde marina i Lemvig til muslingebyen Løgstør. Fra Jeppe Aakjær hjem til Johannes V. Jensens museum. Fra vikingetidens Aggersborg til nutidens vingård på den mineralholdige jord.

De skiftende landskaber langs Limfjorden er mærkværdige. Sikkert derfor findes der et sagn om fjordens tilblivelse: En ung, fornem frue havde pralet med, at hun ville sætte en søn i verden, som var et bedre menneske end Kristus. Som straf for denne bespottelse fødte hun et kreatur i svine-skikkelse. Svinet voksede sig så stor, at når det rodede efter olden i skovbunden, stak børsterne på ryggen op over trætoppene.

Limgrisen – som den hed – pløjede dybe furer i jorden på tværs af landet, og til sidst nåede det frem til kysten, og vandet skyllede ind og dannede Limfjorden.

Voila! Limgrisens endeligt afsløres på turen.

Afventer nye datoer for 2022

Afrejse: Høje Taastrup station, opsamling i Aarhus.

Pris : Afventer 

Tillæg for enkeltværelse: Afventer

Blæsten går frisk

Afrejse: Høje Taastrup station, opsamling i Aarhus

Dag 1 Limfjordens hovedstad

Med start fra Høje Taastrup station kører vi tværs gennem landet, og der er mulighed for påstigning i Vejle og Aarhus. 

Frokosten ved Aarhus er inkluderet.

Ud på eftermiddagen dukker Aalborg op i det fjerne – den største by ved Limfjorden. Vi får fortællinger om Aalborgs historie, helt tilbage fra middelalderen og over industrialiseringen, der gav byen kendte cigarfabrikker, værfter, cementfabrikker og meget mere. Og vi oplever nutidens arealer ud mod Limfjorden, præget af boliger, koncerthuse og et Utzon-center for arkitektur.

Til sidst kører vi forbi Ulvedybet, som er en inddæmmet arm af Limfjorden. Vi passerer Gjøl – som er uløseligt forbundet med Hans Kirks roman “Fiskerne” – og når frem til Kokkedal slotshotel, som ligger smukt tæt på Limfjorden. Kokkedal slot i Nordjylland har en drabelig historie bag de tykke mure. Det er brændt ned to gange. Først under bondeoprøret i 1441. Dernæst under optakten til reformationen i 1534. Den daværende ejer Erik Eriksen Banner hævnede sig, da han – sammen med adelshæren og tyske lejetropper – vandt over oprørerne i et slag ved Aalborg. Det siges, at Erik Eriksen Banner personligt halshuggede oprørslederen Skipper Clement.

I dag er Kokkedal et skønt indrettet hotel, hvor vi indkvarteres og hvor en 3-retters menu serveres. 

Dag 2 Vikinger og vin

Limfjorden var vikingetidens motorvej. Og fra Aggersborg kunne man kontrollere al skibstrafikken på den smalle fjord. Vi får den utrolige historie bag det store anlæg.

Så kører bussen over Aggersundbroen til muslingebyen Løgstør. De blå muslinger fra Limfjorden er en delikatesse i dag, men sådan har det ikke altid været. Hvorfor det gik sådan, får vi styr på hos Karen Skovbøll på Kanalfogedens køkken.  Her kan vi smage muslinger, tilberedt på forskellige måder. Kan du ikke li´ muslinger?  Bare rolig: Frokosten er stedets lækre specialiteter: Fisk, charcutteri og ost – og de friske muslinger som en sidegevinst. Og den er inkluderet i rejsens pris.

Vi er ikke færdige med Løgstør. Frederik 7. kanal blev gravet med håndkraft midt i 1800-tallet, fordi sejlrenden i selve fjorden var sandet til. Vi går en tur langs kanalen, der samtidigt er vækststed for mange urter og bær. Er der nogen, der tænker på kryddersnaps nu? Jamen så værgo´ og smag! Det lokale museum har nemlig indlagt smagsprøver på lokale snappe i deres fortælling om kanalen og Løgstør by.

I tilfælde af dårligt vejr tager vi hele fortællingen inden døre. Og der er forhåbentlig tid til at slentre lidt langs Det Historiske Bådebyggeri eller på museet, inden vi kører videre.

Findes der en vingård med udsigt over Limfjorden?

Ja, det gør der. Glenholm producerer rød-, hvid- og rosévine, likører og cognac. Glenholm er blandt pionererne i dansk vin produktion. Det er et familieejet vineri, og vi får en rundvisning i marker og vineri. Til sidst sidder vi i drivhuset, med udsigt over Limfjorden, og smager 4 af Glenholms vine.

Så kører vi de få kilometer til Vitskøl kloster. Vi skal bo på et af Nordeuropas ældste klostre. Og mere end det: Vi får en unik oplevelse. Vitskøl kloster er i dag indrettet til at uddanne og træne unge, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er eleverne, der vedligeholder kloster, driver gartneri, passer dyr – og laver mad til gæsterne.

Om aftenen serveres 2-retters menu i munkekælderen. Og mere end det: Forfatter Pia Grandjean Odderskov tager os med på et causeri over Limfjorden og dens digtere. Pia Grandjean Odderskov har en række historiske romaner og noveller bag sig, hun er formand for Limfjordens Litteratur Samvirke og har boet ved – eller nær – Limfjorden det meste af sit liv. Hun er både foredragsholder, underviser og historienørd. Altså når hun selv skal sige det. Vi kan se frem til en spændende aften i riddersalen på Vitskøl kloster.

Dag 3 “Fru Marie Grubbe” og “Niels Lyhne”

Efter morgenmaden kan vi nå en gennemgang af klosterhaven. På Vitskøl kloster har der været dyrket læge- og krydderurter gennem 850 år, for cisterciensermunke anlagde haven sammen med klostret i året 1158. Også i dag er læge- og krydderurter et varemærke for Vitskøl, der bl.a. rummer en kopi af en schweizisk klosterhave fra år 826. Man kan købe planter med sig fra Vitskøl.

Langs nordsiden af Limfjorden passerer vi fuglereservatet Vejlerne og kan se ind mod verdens vildeste vindmøller, som udgør det nationale testcenter for vindenergi.

I Thisted strækker vi ben på en byvandring i selskab med en guide fra museum Thy. Det handler ikke blot om købstaden Thisted, men også om bysbørn som højskolepionéren Chresten Kold, forfatteren Johan Skjoldborg – og især J.P. Jacobsen. 

Med romanerne Fru Marie Grubbe og Niels Lyhne var han med til at indføre naturalismen i dansk litteratur. Men faktisk var hans store præstation at oversætte Darwins bøger til dansk. Det var J. P. Jacobsen, der gjorde danskerne bekendt med udviklingslæren.

Frokosten bliver på egen hånd i den gamle købstad Thisted, inden bussen kører gennem Thy og over broen ved Vildsund til Mors. Vi indkvarteres på Sallingsund Færgekro, hvor der også er middag om aftenen.

Dag 4 “Du danske sommer, jeg elsker dig”

Vi kører tværs over Mors, og tager den lille, private Næssundfærge, som sætter os over til Thy. Det går igen på tværs – til endnu en færge: Agger – Thyborøn. Altså tværs over Limfjordens udløb i Nordsøen. Og vi bruger nogle timer i Thyborøn.

Netop i Nordsøen, ud for den jyske vestkyst, fandt verdens største søslag sted den 31. maj og 1. juni 1916 under 1. verdenskrig. Mere end 240 krigsskibe var en del af denne styrkeprøve mellem engelske og tyske flådestyrker. Lokale ildsjæle har lavet en mindepark for Jyllandsslaget – som det kaldes – i Thyborøn. VI går en tur i klitterne mellem mindestenene.

Lidt derfra besøger vi Alfred Chr. Pedersens hus. Det siger ikke så meget, vel? Men hvis vi nu siger Sneglehuset? I over 25 år dekorerede Alfred Chr. Pedersen huset på Klitvej i Thyborøn med skaller og sneglehuse. I dag er det en seværdighed. Og vi skal ikke snydes.

Frokosten (inkluderet) er på den spektakulært indrettede restaurant Mallemukken. Det er simpelthen to fiskekuttere, vendt på hovedet. Og det har slet ikke været så simpelt, som det kunne lyde. Resultatet er – hyggeligt!

Ud på eftermiddagen kører vi til Lemvig.

Her koncentrerer vi os om Thøger Larsen. Husmandsdrengen, der blev en af Danmarks kendte digteren og skrev to af de mest elskede sommersange, var et helt særligt menneske, der gjorde sig dybe tanker om livet, døden og universet. Skal vi lige repetere sangene: ”Danmark nu blunder den lyse nat ” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”.

Vi strækker ben på vandring i Thøger Larsens poetiske univers.  Guide på turen er Lemvig Museums formidler Lars Mathiesen og vi går også i tegneren Henning Gantriis fodspor og besøger udvalgte steder i hans ”Lidenlund”. Turen sluttes af på Lemvig Museum, hvor der er mulighed for at se Thøger Larsens arbejdsværelse og more sig over nogle af Gantriis mange tegneseriestriber.

Lemvig havn er et livligt sted. Der er flere forskellige cafeer og restauranter. Jeg lægger en kaffepause ind. Byens spritnye arkitektoniske vartegn er Klimatorium, som er indviet ganske få dage før vores ankomst. Det kan man eventuelt nå at gå forbi. Eller man kan tage en rask lille vandring langs noget af Planetstien, som sætter solsystemets afstande på plads for os. Derfor kan man ikke nå hele ruten. Den er 12 km! 

Bunkeren Regelbau ved Oddesund er i dag indrettet til kunstudstillinger. Hvis der er en aktuel udstilling, laver vi et stop her, inden turen fortsætter til hotel Tambohus og indkvartering med kig mod Kås Bredning og Jegindø. Middag på Tambohus.

Dag 5 “Jens Vejmand” og “Kongens Fald”

Denne sidste dag er helliget to af de største forfatternavne med tilknytning til Limfjorden: Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

Jenle var Jeppe Aakjærs hjem, kendt viden om for Jenlefesterne, som Jeppe og hustruen Nanna initierede. Den dag i dag afholdes Jenlefesten hvert år i august for at holde liv i Jeppe Aakjærs ånd. Han var agitatoren, den indignerede, socialt indstillede taler, selv om mange sikkert nikker mest genkendende, når man opremser hans sange: Jeg er havren, Jens Vejmand, Jeg bærer med smil min byrde, Sneflokke kommer vrimlende, I sne står urt og busk i skjul, Ole sad på en knold og sang.

Vi hører om Jeppe Aakjærs liv, og måske er der tid til en lille slentretur i terrænet ned mod Lovns Bredning, inden vi tager dagen færge: Sundsøre-Hvalpsund.

Så kører vi til Farsø. De næste par timer er vi i selskab med søskendeparret Johannes V. Jensen og Thit Jensen – og en omviser på museet over deres liv.

Johannes V. Jensen er en af kun 3 danskere, der har modtaget Nobels Litteraturpris. De mest kendte romaner er Kongens Fald og Den lange Rejse, men der var også novellerne Himmerlandshistorier, og sangtekster som Hvor smiler fager den danske kyst og – En sømand har sin enegang!

This Jensen var forfatter, foredragsholder og kvindesagsforkæmper. De to søskende havde et anstrengt forhold til hinanden, men det hører vi mere om under besøget. 

Og meget passende begynder besøget med en frokost (inkluderet), inspireret af et digt af Johannes V. Jensen:

4 halve stykker, en øl og en snaps!

Midt på eftermiddagen kører vi direkte tilbage til udgangspunktet i Høje Taastrup, med stop i Aarhus og Vejle.

PRISEN INDEHOLDER

Indkvartering i delt dobbeltværelse 4 nætter

Måltider: 4 x middag, 4 x frokost

Al transport

Alle entreer

Guidede rundvisninger ifølge program

Rejseleder

IKKE INKLUDERET:

Drikkevarer til måltider

1 x frokost (Lemvig)

Personlige udgifter.